Nem og lækker ret med laks, squash og senneps-creme

4 personer

Ingredienser:

4-500 g. frisk spinatpasta svarende til 1 pakke

1 squash (ca. 200 -300 g.)

3 gulerødder

200 g. grønne asparges

200 g. ærter – fra frost eller friske

500 g. fersk laks eller ørred

Smør til stegning

Salt og peber

 

Sennepscreme:

2,5 dl. cremefraiche – gerne 18% men mindre kan også gøre det 😉 

1 tsk. sennep eller efter smag

Saft af 1/2 citron

Salt og peber

Fremgangsmåde:

Sennepscreme: Bland cremefraiche og sennep i en skål, smag til med citronsaft salt og peber. Stil dressingen på køl indtil servering.

Skræl gulerødder og skær dem i stænger.

Skær squash i helt tynde skiver på langs – du kan bruge et mandolinjern eller en kartoffelskræller. Midten af squashen er svær at skære tyndt, og kan i stedet skæres i små tern.

Skær asparges i stykker på ca. 1 cm.

Kog pastaen efter anvisningen på pakken i rigeligt vand med salt. Lad ærter gulerødder og asparges koge med de sidste 2 minutter. De skal bare lige blancheres, så de stadig er sprøde, og må endelig ikke få for meget.

Hæld vandet fra pasta og grøntsager og vend det sammen med squash i et stort fad med sider. Drys med salt og peber når du vender det sammen i fadet.

Steg fiskestykkerne på panden ved god varme. Først med skindsiden nedad til du kan se at de har ændret farve ca. 2/3 del op – vend og steg til de er gennemstegte, men stadig saftige. Det er vigtigt ikke at stege dem for meget, da de let bliver tørre. 

Server fisken anrettet oven på grøntsagerne og med sennepscreme i en skål ved siden af.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *